Børnebiblioteket har netop fået 2. bind i serien Hunulvens klan. Det er en fantastisk spændende historie, hvor du bliver lukket ind i en verden fuld af legender, klaner og kampe om liv og død.
Den 14-årige pige, Anaid lever et ganske almindeligt liv i en lille landsby i Pyrenæerne. Hun bor sammen med sin rødhårede mor, Selena. En nat forsvinder Anaids mor på mystisk vis, og det går op for Anaid, at hendes familie bærer på en skæbnesvanger hemmelighed, som hun nu ufrivilligt bliver blandet ind i. Den lidt akavede og generte Anaid begiver sig ud på en lang og farefuld rejse for at finde sin mor, men rejsen modner hende og ruster hende til den rolle, som skæbnen har tiltænkt hende.
I bind 2 i serien går det op for Anaid, at hun ikke har den fulde kontrol over sit liv, men er underlagt en skæbne, hun ikke kan flygte fra. Anaid forstår ikke de kræfter, der trækker i hende, men da hendes mor fortæller sin egen historie, forstår Anaid pludselig sammenhængen.
Vi følger Selenas eget meget voldsomme oprør mod sin skæbne og hendes stormende forelskelse i Gunnar. Selena må på en lang rejse til det kolde nord, og undervejs kæmper hun mod grusomme forbandelser og sort magi og må til slut indse, at den, hun troede sig allermest sikker på, har et ganske andet ansigt.